18F et par tusinde meter oppe i luften

Touren er nu for alvor i gang – jeg sidder på 18F i en Boing 500-373 fra Ukrainian Airlines. Det har været ret syret, at få overdraget safeinstructions på et sprog, som for det utrænede øre blot yder som en meget lang maskingeværsalve.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg NYDER at flyve!! Jeg bliver så fuldstændig afslappet når piloten giver fuld gas og takeoff er i gang. Piloten var i dette tilfælde meget nådig og foretog sit climb til cruiselevel med en stigning på 10-12 grader ……… jeg har en enkelt gang prøvet, at stigningen lå på et sted over de 22 grader og det var ikke en super oplevelse. Jeg tænkte konstant, at med den stigningsgrad måtte flyet da stalle på et tidspunkt og det hele ville gå gruelig galt – den kvikke læser har nu spottet, at når man læser disse ord, når stallede flyet åbenbart ikke ;-)

Mit elektroniske setup fungerer indtil videre rigtig godt – iPad og et lille trådløst mac-tastatur passer fortrinneligt til et nedklappet flybord, alt i alt en rigtig diskret og velfungerende løsning.

Tilbage til flyvningen – det er sjovt, som jeg under takeoff nærmest går i dvale. Jeg bliver fuldstændig afslappet (okay, er grundlæggende herretræt, så det hjælper naturligvis også) og holder mig i denne tilstand i det meste af en time – det er en fantastisk følelse, at være så langt nede i dybet og alligevel relativ bevist om, hvad der foregår omkring en. Jeg ville rigtig gerne i dagligdagen kunne mestre dette, for det er da en himmelsk (ho ho, en utilsigtet morsomhed i mange tusinde meters højde) følelse, at kunne svæve mellem alt og intet.

Under climb’et til cruisealtitude var der en del “hiven og flåen” i flyet, det var trods alt meget blæsende og regnvejr ifm takeoff, men det påvirker mig slet ikke i min dvale, det er bare dejligt og et fantastisk bidrag til min afslappethed.

I skrivende stund har jeg ingen anelse om hvor jeg er (jo jo, rolig nu, i et fly, sålangt er jeg med) – vejret er skiftet og jeg kan gennem et tyndt lag af dis se landjorden. Jeg gætter på, at det er Polen der er under mig, men det kunne i princippet (bortset fra geografien) lige så godt være Lolland-Falster ;-)

Tankerne arbejder fremad mod landingen i Kiev og hvad der venter mig derude – ender dette med, at være mit livs oplevelse, at være den første af flere fremtidige oplevelser, at være noget hvor jeg tænker “aldrig igen” eller at være det dummeste jeg nogensinde har gjort. Af logiske årsager ved jeg det ikke og afhængig af dagsformen svinger jeg også mellem yderpunkterne. Status lige nu: Det bliver oplevelsesrigt og måske en start på noget nyt.

Nå ja, det slår mig lige – en læser har spurgt mig, hvorfor man ikke kan spotte rejseglæden i mine indlæg. Egenlig meget simpelt, når man er mig – der hvor jeg er nu, i planlægningen og i udførelsen, så er dette et projekt – det er et projekt med nogle mål: at turde, at gennemføre, at tage ud til “A” og “B”, at gøre dette alene, at komme ud over kanten ift det fremmede og i disse mål er der en masse eksaminer: overholder Sergei vores aftaler, kommer jeg good and sound ind og ud af zonen, er Kiev et sikkert sted at være osv osv osv, men pointen med dette er jo netop at lære mig, at tage problemerne som de opstår og måske netop lære det “Pyt” (tak for det indspark, Henriette) som i mange henseende kan gøre min dagligdag lettere og mere “afslappende”, uden det skal lyde som det rene slask ;-)

Når jeg derimod er kommet igennem og de tagne billeder forhåbentlig er blevet fantastiske og jeg skal fortælle om det, SÅ kommer hypet, SÅ kommer rejseglæden og så er jeg sg* svært stoppe – dem som kender mig arbejdsmæssigt ved, at på en god dag med et whiteboard og noget jeg synes er spændende som skal illustreres eller formidles, dér er jeg så absolut i mit es ;-)

Så rejseglæden er der – den er bare forankret på bagkant og ikke på forkant ;-)

Situationen her fra 18F er vist nærmest, at dette godt kunne gå hen og blive ganske udemærket ;-)