Dag 4 i Kiev

Det er den sidste aften i Kiev og det har været en lang dag, meget meget lang. Dagen startede ikke på toppen, Ukrainerne kunne tage hele deres land og gøre nok så grimme ting ved det uden, at jeg ville brokke mig specielt over det ……….. jeg var sq mere end almindelig morgensur og hvorfor nu det?

Jo, da vi var på missilbasen, I husker den laaaange køretur på ThaiTyskervejen mod Odessa, da var vi i en anden klimazone, hvor temperaturen lå på omkring 25-26 grader, der var baaaaagende varmt. Dagen efter køre vi til Chernobyl, som ligger i en koldere klimazone, hvor det var begyndende efterår. Dét alene var lidt skidt, men ikke mere skidt end det kunne overvindes. Dagen går i Chernobyl og Pripyat, vi spiser middag i officersmessen, jeg spotter det svigagtige tyveri af “Vore værste år” og langsomt bliver det sengetid …….. se, nu nærmer vi os sagens kerne!

Sengetid, jeg skulle sove noterer mig pludselig, at der ikke er nogen varmeapparater i butikken og at der ærlig talt er mere end almindelig køligt – nå det går nok, jeg må bare tage lidt ekstra tøj på i seng, som tænkt, så gjort.

Dynen er tung som en kampesten og jeg vågner ved 5’tiden småfrysende, men det lykkes at falde i søvn igen. Klokken 8 ringer “uret” (der er først morgenmad 9.30) og jeg har det rigtigt koldt! Jeg tænker ved mig selv, varmt brusebad, dét vil gøre tricket – viste det sig, at vandet det kun var 2 grader varmere end “isterning”? – yup, det gjordet det sådan set (- well, det er jo løgn, det var rent faktisk lunkent, men det får vi jo ikke nogen god historie ud af -) – så godt skuffet hopper jeg ud af badet, nu endnu mere frysende end før :-(

På dette tidspunkt bander jeg temmelig kraftigt over landet, dets historie og dets fremtid!! Denne lede fototur kan rende og hønse, jeg vil have varmen og have oplevelsen af ikke, at være dræbende træt!!

Får lynhurtigt noget tøj på, inkl overtøj, og begynder langsomt at få varmen. 8.50 ringer Sam og spørger, om Yuri har ringet til mig – niksen biksen, det har han ikke!! Sam fortæller nu, at vores guide Maxim har givet os forkert besked, morgenmaden var ikke 9.30, men 8.30 – grrrrrr, nu må de sq tage sig sammen, de vodkadrikkende rødbedegnaskere!! Danskeren er ikke vred, danskeren er mildt irriteret!

Jeg behøvede heldigvis ikke skynde mig at få sko på, for dem havde jeg allerede på – det varmer jo altsammen – ud af døren og over til officersmessen. Gæt hvad vi skulle have til morgenmad ….. yeps, stort set det samme som til aftensmad. Skivet grønt, pølse, mayosalaten med agurk ost og skinke, skivet kødrulle med fyld, hvidkålssalat, ris, syltet agurk samt et stykke svinekød vendt i æg og stegt!

Det vil jeg godt afsløre, dét skal man lige vænne sig til ;-)

I gang med dagen – humøret er ved at blive bedre – vi skal til Pripyat igen i dag, denne gang med en anden guide, som jeg aldrig fanger navnet på. Hvis I tager en russisk millitæruniform og hælder 45 kg overvægt ned i den sammen med 12 hektoliter vodka, så har I et billede der er nogenlunde close – nå, ja, han taler ikke engelsk, kun russisk – Maxim beroliger os: “Husk nu, sproget er kun 20%, resten er fagter og kropssprog, det skal nok gå fint” – han er sgu for sjov, den gode Maxim!

Den gode russer er flink, meget smilende, har en brølende dyb latter (det skyldes nok rumklangen fra dybet) og har den fantastiske egenskab, at han passer sig selv og ikke går i vejen – se, det er faktisk positivt ment :-)

Vi kører til Pripyat og bliver ført igennem flere bygninger – størst er det dog, at vi bliver ført hen til et højhus med ordene “Kig jer omkring, vi har rigelig tid” – Yuri lusker med, han har ikke været der før og det giver os også en god mulighed for, at se om de virkelig mener det alvorligt, altså “Kig jer omkring, vi har rigelig tid” ………….. efter nogen tid befinder vi os på taget af bygningen, hvilket er på 17’ende etage og lige pludselig siger Yuri “Nå, vi ses dernede – tag det roligt og pas godt på, vi har masser af tid” …………..

Jeg tror lige det er på plads, men en lille gentagelse her, for forståelsens skyld: VI STÅR PÅ 17 ETAGE, PÅ TOPPEN AF ET F’ING HØJHUS!!!!!!!

Her husker vi så lige, at Danskeren er højdeskræk eller rettere, det var han ;-)

Der går et kortere stykke tid, hvor Sam og jeg tager billeder af horisonten og pludselig opdager jeg, at Sam er gået ned – jeg står nu ALENE på 17’ende etage i noget som minder om rimelig pænt blæsevejr og hvad endnu sjovere er, det rører mig på ingen måde! Jeg er bevidst om alvoren, jeg er bevidst om faren, jeg er bevidst om at der er (tilgiv mig franske) pisselangt ned, jeg er bevidst om at jeg bliver så meget slået ihjel hvis det går galt – men jeg er også bevidst om, at jeg har SÅ meget styr på mit shit og at det IKKE vil gå galt på nogen måde!!!

Jeg har da også sikret mig med en mental backupplan – skulle jeg panikke, så er det bare ned og ligge på taget og få kontrol over situationen.

Jeg kan godt se, når jeg sidder og skriver om det, at det lyder langt værre end det var/er i situationen og jeg ville jo aldrig have været ude på det tage, hvis jeg reelt og objektivt mente, at det var farligt!!!!!!

Det var et superstort øjeblik, at stå på dette tag – måske endda det højeste tag i Pripyat – mærke vinden, høre dosimeteret i perioder skifte takt og lyd, fordi vinden kommer fra en mere radioaktiv vinkel, mærke varmen fra solen og mærke den indre stolhed stråle ud gennem kroppen.

Det er sq ikke for at fremtræde som selvfed, at jeg har taget billederne af mig selv forskellige steder i Zonen, det er snarere for, at fastholde mig selv i, at jeg faktisk var der og at jeg faktisk gjorde det – det kan nemlig godt føles meget uvirkeligt selv nu, blot 7-12 timer senere.

Men jeg var der, på 17’ende etage i solskin i Pripyat!!!!!!!!

Resten af dagen kunne ærlig talt ikke måle sig med dette – det var det største øjeblik på hele turen!!!

Vi besøgte flere bygninger, en svømmehal, en skole, en børnehave, endnu en sporshal, et hospital og meget meget mere ………………. sidst på dagen var man nået dertil, at væltede borde og stole og råsmadret inventar blot var normalen og hér kunne det nok have været en fordel, hvis jeg havde forberedt mig noget bedre og vist hvor hvad var, så havde jeg nok bedre haft mulighed for, at gå efter målet, de sejeste billeder. Jeg tror nu ikke, at billederne er så dårlige endda, men selvfølgelig generer det mig lidt ikke, at have fået det ultimativt ekseptionelle ud af det og måske har jeg det alligevel, jeg ved det ikke, jeg ved det først når jeg ser billederne. Jeg har i skrivende stund taget ca 1300 billeder, så lidt godt må der da være imellem ;-)

Det må ikke høres som, at nu har det også været en skodtur – slet ikke, men statement er udelukkende ment som respekt for det intenderede og respekt for den hændelse, som reelt har gjort at jeg kunne besøge stedet. Min forpligtelse i den sammenhæng, medmindre man ser sig selv som katastrofeturist (og dét gør jeg ikke) er, at gengive miljøet på en måde, hvor andre tænker: “det var godt nok noget skidt, det er der skete, det må have været forfærdeligt for de indvolverede – hvor er jeg heldig, at jeg har det som jeg har det” og her synes jeg måske nok, igen jeg har ikke set billederne, at jeg kunne have gjort det lidt bedre! Jeg tror årsagen til dette skal findes i, at jeg har været meget overvældet over miljøet og det, at jeg nu rent faktisk var dér – og så er den manglende performance grundlæggende nok til at leve med.

Vel tilbage i byen drog jeg ud på tur (alene) for, at få taget nogle aftenbilleder af “Lavra” og 2. verdenskrigsmonomentet. Det var mørkt da jeg drog af sted og det var spændede at opleve byen på egen hånd og ved aftentide. Jeg måtte dog vende om, da jeg desværre havde fejlberegnet afstanden og da jeg så samtidig tog fejl af 2 gader og endte et steder der var meget mørkt, så tænkte jeg ved mig selv, at det da havde været en god tur og det jo ikke ligefrem galt livet om, at få taget disse billeder. Glad vente jeg om og begav mig på en lille shoppingtur i Billa (et supermarked) i den anden ende af byen – på vejen hjem smuttede jeg forbi Puzata Hata og nappede en gang aftensmad.

Om 4 sekunder sender jeg dette indlæg afsted og går så i gang med, at pakke mine ting så jeg kan checke ud i morgen tidlig. Jeg har hyret en guide, som kommer og henter os kl 9 og så skal vi ud og se byen inden jeg drager mod Danmark i morgen aften ;-)

Kiev er klart et sted, der kunne være spændende at komme tilbage til!!!