Hvorfor denne tur nu og ikke for 10 år siden?

Det sidste døgns tid har det spøgt i min hjerne, hvorfor denne tur skal gennemføres nu og ikke for fx 10 år siden.

Bortset fra, at der var rent praktiske forhold som gjorde, at turen ikke var mulig for 10 år siden (min “lille” søn var på vej), så tror jeg også, at det først er i nyere tid, at jeg rent faktisk er blevet klar til denne.

Familiemæssigt er der ro på (jo jo, vi har lynende travlt og er altid i bevægelse og halvdelen af os arbejder meget og den anden halvdel rejser en del, men grundlæggende er der mental ro på) og ungerne har nået en størrelse, hvor det er mere overskueligt og de er rigtig gode til, at gøre rigtig mange ting selv og vi har i familiefællesskabet fundet en rigtig god balance med hvem er hvor hvornår.

Arbejdsmæssigt har jeg været i et uddannelsesforløb i de sidste 3 år og denne uddannelse har nok i højere grad end først antaget bevirket et rent mentalt sceneskifte – et sceneskifte som nærmest har haft en logaritmisk udvikling, med det tydeligste mentale tankeskifte indenfor de sidste 6-12 måneder.

Sceneskiftet er givetvis blevet realiseret ved en højere grad af selvforståelse, delvist som følge af mange teoretiske indspark fx Luhmann, Foucault, Haslebo, Quotrup m.fl. med større eller mindre forståelsesgrad, men også qua mange gode dialoger med nære kolleger – en stor tak til disse, de ved selv hvem de er.

Mit faregen er stort set stadig det samme, men jeg er nu klar til, at sætte det på en prøve, hvorfor denne tur også gennemføres af mig alene og ikke sammen med nogen. På denne måde er der heller ikke andre der kan kompensere for min grundlæggende generthed – en generthed som fagligt bliver mindre og mindre, stort set dag for dag – arbejdsmæssigt trives jeg i større og større grad ved at performe og “træde op”, så den form for sikkerhed skal “vi” nu have flyttet over i den oplevelsesmæssige kontekst.

Turen er derfor også et kææææmpeskridt ud i intetheden, men jo mere jeg tænker over disse “meget farlige” ting, jo mere finder jeg også ro med dette og grundlæggende tænker “rolig nu, så er det heller ikke værre!!!”

En gang i 80’erne kørte der en tv-serie som hed “Mork og Mindy”, hvor Mork kom fra en fjern fjern planet og mødte Mindy på jorden. I slutningen af hvert eneste afsnit kontakter Mork altid sin chef Orson for, at aflægge rapport og på samme måde som denne afrapportering afsluttes, på samme måde vil jeg afslutte dette indlæg:

Until next time, nanoo nanoo!

Reference:

Advertisement